Skal man rense sit akvarium?

Skal et akvarium være «rent»?

Og hvad betyder det?

 

Da jeg var ung, fortalte en dame mig, at hendes søn var en passioneret og meget erfaren akvarist. For at illustrere den omhu, han lagde i sin passion, forklarede hun stolt, at han «aldrig rørte ved vandet», for et akvarium var så skrøbeligt og meget teknisk.

Det var en tid, hvor mikrober var skræmmende, og svaret var at fjerne dem.

Selvfølgelig vidste man, at akvariets filter indeholdt bakterier.

 

Et filter er det, der sikrer hygiejnen i akvariet.

Det har to funktioner.

 

Den ene er mekanisk: det suger og tilbageholder alle « urenheder » i vandet.

Den anden er biologisk: det huser bakterier, som nedbryder disse affaldsstoffer og omdanner dem til nitritter og derefter nitrater, som er mindre giftige og kan optages af planterne.

 

Så uden planter til at optage dem, producerer filteret nitrater, som ophobes i akvariet. Det får dem ALDRIG til at forsvinde.

Men vigtigst af alt ved vi nu, at uden filter udfører de samme bakterier præcis det samme arbejde, men i selve akvariet. Simpelt hen.

 

Så hvis man ikke har filter, lægger urenhederne (afføring, visne blade, glemt foder…) sig på bunden, og bakterierne, de samme som i et filter, nedbryder dem på samme måde. De findes i sandet, på glasset, på planterne og stenene og endda svævende i vandet!

 

Den eneste forskel er altså kun æstetisk: uden filter er der lidt flere synlige aflejringer på bunden, vel vidende at intet filter alligevel suger dem alle op.

Så filter eller ej, hvis man ikke bryder sig om det naturlige udseende af disse aflejringer, kan man fra tid til anden bruge en «støvsuger», der på få minutter suger det hele op.

 

Siden denne erkendelse af filterets meget beskedne (eller endda ubetydelige) nytte for et akvariums balance, er viden om mikrobioter (samlinger af mikrober i et system) kun vokset.

Vi ved nu, at de mest varierede mikrobioter er de mest stabile. Hvor man tidligere købte en lille håndfuld bakteriestammer for at sikre det berømte kvælstofkredsløb, ved vi nu, at dette kredsløb sikres af hundreder af arter, og det samme gælder mange andre kredsløb (fosfor, kalium osv.).

Ligesom mange moderne sygdomme skyldes en udtynding af vores tarmmikrobiota, er et akvarium desto mere stabilt, jo flere mikrobielle arter det indeholder.

 

Jo flere forskellige arter, desto mindre plads er der til en nykommer, der vil overtage alt, for eksempel en sygdomsfremkaldende art.

I en kompleks mikrobiota holder alle hinanden i skak!

 

Således har veterinærmedicinen teoretiseret det overraskende begreb «ren snavs».

Det handler ikke længere om at sterilisere alt i opdræt og søge en fuldstændig sterilitet, som er helt forgæves. Tværtimod ville en sådan «ekstrem renhed» give enhver ny mikrobe udefra frit spil til at formere sig uden konkurrence.

Man foretrækker nu en strategi, der tolererer en vis «beskidthed», som faktisk indeholder alle de mikrober, som dyrene i opdrættet er vant til, fordi de er deres egne. Deres forsvar er tilpasset, og deres krop lever med dem.

 

Af samme grund frygter man «turista», når man rejser. Den skyldes ikke nødvendigvis dårlig hygiejne i landet, men især at de mikrobielle stammer, der findes der, er ukendte for kroppen, som derfor ikke kan leve med dem. Hvis man bor længere tid i det samme land, får man ikke længere «turista».

 

Et alt for rent akvarium er som regel ustabilt.
Intet naturligt økosystem er sterilt. Tværtimod er alle overflader i naturen dækket af mikrober (vores hud, vores tarm, planternes rødder, en simpel sten, et sandkorn…).

 

Man vurderer i dag, at andelen af sygdomsfremkaldende mikrober er under 0,5 %, selv blandt de vira, vi frygter så meget.

En fiskes hud, mund, tarm osv. er skabt til at leve dækket af mikrober.
Selv planter lever helt dækket af bakterier, vira og endda mikroalger, hvoraf nogle er nødvendige for deres sundhed eller for optagelsen af visse stoffer gennem bladene. En vandplante uden alger findes ikke i naturen.

 

En lille dafnie, en fin Sort orm, en fysasnegl eller en vandbænkebider, når de laver en simpel afføring, udskiller hver flere tusinde forskellige mikrobielle stammer (mellem 4 og 10.000) i miljøet.

Og vandbænkebideren producerer ikke de samme som dafnien, som heller ikke producerer de samme som en planorbesnegl!

 

Den sande biodiversitet er faktisk mikrobiel.
Og den naturlige akvaristik, som bygger på denne biodiversitet, bruger den i stedet for at bekæmpe den.

Mikrofauna, mikrober eller alger, intet skræmmer den rigtig.

 

Et naturligt akvarium er altså ret «beskidt», men det er det stolt af!